Med udgivelsen af Tårnslutspillet i skak (1964) og nu Bondeslutspillet i skak har forlaget genoptrykt Jens Enevoldsens bog Slutspillet 1 fra 1944. Her behandles en partifase, som enhver skakspiller, der er ude over begynderstadiet, må sætte sig grundigt ind i. Da bogen er godt disponeret og populært skrevet og tilmed er det eneste mere udførlige, som findes på dansk om emnet, må det siges at være et genoptryk, som var påkrævet.