Stig Claesson's tidligere bøger har betaget med deres charmerende blanding af naivitet og raffinement, med en gennemført indlevelse i såvel personer som miljø, samt med deres fint afstemte,undertiden barokke humor. Alt dette er også til stede i hans En vandring i solen. Men når denne lille, i bund og grund sentimentale historie om Tore Andersson, der dybt deprimeret overefterårsvejret i Sverige og et opløst kærlighedsforhold tager til Cypern med en charterrejse, afstedkommer vild ravage og forelsker sig i den norske rejseleder, der drukner, alligevel ikke kan målesig med de to foregående, skyldes det formentlig, at turistmiljøet ikke har kunnet fravriste forfatteren den intensitet, som karakteriserede hans fortællinger fra de svenske skove. Til gengældovergår denne de tidligere, hvad barokke indfald og episoder angår og er så afgjort det mest morsomme undertegnede har læst om den nordeuropæiske middelhavsturisme.