Mørke og blåbærris

Denne roman fra 1972 er formodentlig blevet oversat, fordi de senere og bedre Hekseringene og Springkilden har vakt interesse for forfatterskabet. Den foregår i slutningen af 60erne i ennorrlandsk glesbygd, sådan et afsides sted i de store, store skove, et urentabelt sted, hvor alting lukker, og hvor de tiloversblevne få mennesker får sværere og sværere ved at klare sig. Bogenbegynder med en vidtløftig beskrivelse af et maleri af bygden, så man tror, at det skal blive til en kollektivroman ligesom de senere, men snart træder nogle få hovedpersoner frem: enken Helga påden fallerede gård, hendes arbejdsløse karl og elsker Edvard og hendes voksne steddatter Åsa, der kommer tilbage fra Stockholm med en lille dreng. Uden om dem bor og færdes en række bipersoner. Dergår en rum tid, før handlingen kommer blot nogenlunde i gang, og hovedpersonerne får startet et primitivt hjemmebrænderi, som ikke rigtig fører til noget andet end nogen fuldskab, hvorunder de tregår i seng sammen, hvadisær Helga slet ikke kan klare følelsesmæssigt. Hun bliver ude af sig selv af jalousi og angst for at miste Edvard, der en lang periode er nødt til at blive hjemme i sengenhos hende. - Det er næsten kun i disse oprivende jalousiscener, at der er intensitet i bogen. Ellers er det en lidt langstrakt historie om små begivenheder i et lille, lukket samfund, der erudpenslet beskrevet, godt og grundigt. Men det skulle jo gerne være mere spændende at læse om end at bo i. Oversætteren har ikke haft det nemt med norrlandsdialekten, der pletvis er oversat tilcirkussprog som f. eks.: Tror du hanj fryzer ihjel fordi ja sajer det?.

Læs hele vurderingen