Påny beskæftiger P. sig med et psykiatrisk tilfælde, således at han med sygehistorien formulerer spørgsmålet - der ikke besvares - »Hvem er jeg«. Patienten er her varetægtsfangen bankdirektør Morner, forhen anset borger, nu indlagt til mentalobservation, da han som slutsten på en række vanvittige og unævnelige handlinger har sprængt Absalons statue, Pantomimeteatret og domkirken i luften. Han beretter om sit forhold til den behandlende overlæge, samtidig med at han i en rapport til denne redegør for sin sygehistorie, der er et tilfælde af personlighedsspaltning. Dette er teknisk fint gjort og fortalt i P.s moderne direkte stil. Bogen er læseværdig, men ikke stærkt engagerende, efter anm.s mening især fordi skildringen af Momers sociale og ægteskabelige baggrund og heraf flydende konflikter savner rigtigt liv, kraft og inspiration.