Bøger / skønlitteratur / roman

Foucaults pendul


Beskrivelse


Omkring et forlag i Milano, som har specialiseret sig i okkult litteratur, flokkes nogle mennesker, som søger efter livets mening. Et mystisk dødsfald sætter fart i begivenhederne.

Anmeldelser (12)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Vibeke Kjær

d. 18. dec. 2018

Ingen tvivl om, at Eco har slået til igen! Som Sam Spade kunne have sagt. Sådan kalder fortælleren Casaubon galgenhumoristisk sig selv, idet han følger i sin ven og medforskers spor, efter atdenne har givet sit liv for den endelige indsigt. Og anslår dermed den spændende detekti viske form, som Ecos 2. romanværk deler med Rosens navn. Som den er den en historisk roman, men densfortælletid er vor egen elektroniske nutid, hvorfra den svinger tilbage til middelalderen. Casaubon er en ud af tre mænd i Milano, som deler en såvel altopslugende som kolossal viden herom, densvidenskab, alkymi, tro/overtro, dens magtkampe mellem adel, konger, paver, ridderordener. Først og sidst den mægtige Tempelherreorden. Vi lærer indgående om ordenens historie, og spørgsmålet omdens efterkommere tages op af de tre, som langsomt selv bliver en slags videreførere af ideen om en stor Plan, hvis kerne er hemmeligheden om al tings absolutte sandhed. Deres viden behandler de ien computer, der bl.a. fodresmed det sindrige jødiske talmagisystem og den førmiddelalderlige Talmudlære. For de tre bliver legen skæbnesvanger alvor. Bogen er en fantastisk fortællerkonstruktion,gådefuld og eksakt, blid og barsk, kærlig og ironisk, humoristisk. Her er stof til vinterens helt store læserlivtag med menneskets evige pendulering mellem tro og tvivl samt forsøg på forståelse ogindsigt.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

Vibeke Kjær

d. 19. dec. 2018

Ingen tvivl om, at Eco har slået til igen! Som Sam Spade kunne have sagt. Sådan kalder fortælleren Casaubon galgenhumoristisk sig selv, idet han følger i sin ven og medforskers spor, efter at denne har givet sit liv for den endelige indsigt. Og anslår dermed den spændende detektiviske form, som Ecos 2. romanværk deler med Rosens navn. Som den er den en historisk roman, men dens fortælletid er vor egen elektroniske nutid, hvorfra den svinger tilbage til middelalderen. Casaubon er en af tre mænd i Milano, som deler en såvel altopslugende som kolossal viden herom, dens videnskab, alkymi, tro/overtro, dens magtkampe mellem adel, konger, paver, ridderordener. Først og sidst den mægtige Tempelherreorden. Vi lærer indgående om ordenens historie, og spørgsmålet om dens efterkommere tages op af de tre, som langsomt selv bliver en slags videreførere af ideen om en stor Plan, hvis kerne er hemmeligheden om altings absolutte sandhed. Deres viden behandler de i en computer, der bl. a. fodresmed det sindrige jødiske talmagi-system og den førmiddelalderlige Talmudlære. For de tre bliver legen skæbnesvanger alvor. Bogen er en fantastisk fortællerkonstruktion, gådefuld og eksakt, blid og barsk, kærlig og ironisk, humoristisk. Her er stof til vinterens helt store læserlivtag med menneskets evige pendulering mellem tro og tvivl samt forsøg på forståelse og indsigt.


Politiken

d. 23. mar. 2002

af

af

Bo Tao Michaëlis

d. 23. mar. 2002


Information

d. 26. sep. 1989

af

af

Karen Syberg

d. 26. sep. 1989


Berlingske tidende

d. 26. sep. 1989

af

af

John Pedersen

d. 26. sep. 1989


Jyllands-posten

d. 26. sep. 1989

af

af

Anne Chaplin Hansen

d. 26. sep. 1989


Kristeligt dagblad

d. 26. sep. 1989

af

af

Anders Raahauge

d. 26. sep. 1989


Politiken

d. 26. sep. 1989

af

af

Michael Olsen

d. 26. sep. 1989


Weekendavisen

d. 29. sep. 1989

af

af

Bjørn Bredal

d. 29. sep. 1989


Pinkerton

Nr. 30 (1990)

af

af

Keld Gall Jørgensen

Nr. 30 (1990)


Det fri Aktuelt

d. 26. sep. 1989

af

af

Poul Behrendt

d. 26. sep. 1989


Kristeligt dagblad

d. 19. okt. 1990

af

d. 19. okt. 1990