Forf. kendes på dansk fra Mor, kan du høre mig? Denne nye bog er en biografisk roman om virkelige, historisk beskrevne personer, skrevet med indlevelse og fantasi. Bogen foregår i årene1844-61 og fortæller om Lily Wilson, en ængstelig pige fra landet, som kommer til London for at tiltræde som kammerpige hos den 'invalide' miss Elisabeth Barrett, en plads hvor hun ved dygtighed ogfinfølelse opnår en status som fortrolig. Da miss Elisabeth forelsker sig i digteren Robert Browning og gifter sig med ham i hemmelighed følger Wilson digterparret til Italien. Bogen beskriver,dels gennem Wilsons fiktive breve hjem, dels i en velskrevet naturlig dialog, hendes kamp for at få sit eget liv og hendes modvillige erkendelse af sin afhængighed af herskabets luner og velvilje,skønt fortrolig og uundværlig. Wilson opnår ikke at kunne leve sammen med sin italienske mand, som er Brownings tjener, og begge sine to sønner. Bogen slutter ved Elisabeth Brownings død, og enfortsættelse varsles. Bogener i starten lang og omstændelig som en rigtig guvernanteroman, men vinder og vinder for hver side efterhånden som handlingen skrider frem. Den vil nok især tiltalekvindelige læsere med sin fintfølende, indlevede og fængslende beskrivelse af to kvinder med så forskellige vilkår, og også p.g.a. det fine tidsbillede.