Det hele foregår på en enkelt dag på en lille tjekkisk jernbanestation ved krigens slutning. Praktikanten Milos, der er vendt tilbage efter en reaktion som følge af et selvmordsforsøg,fortæller på sin egen måde om dagen der går. Det er ikke et sted, hvor der sker de store ting, og dog alligevel. Stationsforstanderen, der udelukkende er optaget af at passe sine duer og drømme omforfremmelse, må se det sidste gå i vasken under en inspektion. Trafikassistenten har skandaliseret foretagendet ved at bruge stationens stempler på balderne af en pige, da billedet bliveroffentlig kendt. Milos selv oplever sit første vellykkede seksuelle eventyr og bliver til slut kastet ind i krigens gru. Bogen er skrevet i det forrygende tempo, man tidligere kender fra Hrabal,det er rablende vanvittigt og absurd og utrolig morsomt. Han får det hele med, selv om det egentlig kun er en lang novelle. Jeg vil mene, at alle kan læse Hrabal. At de så måske får nogetforskelligt ud af det, er hans kunst.