Dagene skilles

Rejsen som begivenhed og symbol har altid spillet en stor rolle i Jens Christian Grøndahls romaner, og temaet udsættes for en ny, rig variation i Dagene skilles. En mand - der også erforfatter - ankommer til en fremmed storby for »igen at være uden ord, der på forhånd forbandt ham med de fremmede omgivelser« .menogsåforat gennemtænke det konfliktfyldte forhold til sin kone ogderes fælles barn. Et tilfældigt møde i lufthavnen med en ung kvinde og hendes barn fører til, at han midlertidigt tager ophold i deres store lejlighed. Fra en fundamental oplevelse af fremmedhedog tomhed i forhold til virkeligheden inddrages han gennem en række dramatiske begivendheder i barnets og kvindens liv, der langsomt tvinger ham ud af den betragterrolle, han ellers har indtagetover for omverdenen. Det er historien om verdens tilfældighed og gennemsigtighed, som kun ordene momentant får til at hænge sammen. På den anden side er den båret af drømmen om at se verden og denanden som det de virkelig er,uden på forhånd at være spundet ind i et net af historie og spejlinger, og at rejse er derfor også at lægge afstand til tingene for at kunne se dem igen. JCG foretagermed romanen et vellykket skridt bort fra det meget skrifttematiske i Rejsens bevægelser (1988) og Det indre blik (1990) til en form, hvor det episke element er mere fremherskende. Her kommer JCGlæseren i møde, men uden at give køb på den sproglige intensitet og tæthed, der gør ham til en af disse års bedste danske prosaister.

Læs hele vurderingen