Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Davids løfte


Beskrivelse


Bag den pæne facade lever 11-årige David i en problemfamilie. Hans far prygler ham for den mindste forseelse. Et hospitalsophold får drengen til at indse, at han ikke vil leve på den måde.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. juni 1996

af

af

Ulla Møller

d. 19. juni 1996

Forældres vold mod børn kan aldrig undskyldes, men der er som regel en forklaring. I løbet af det sidste års tid er der kommet tre titler for de 10-12-årige om dette emne. Den hollandske Blå mærker og den tyske Hanna - Guds mindste engel og denne nye ligeledes tyske titel. David er enebarn i en tilsyneladende velfungerende middelklassefamilie. Men bag facaden er der problemer. Den pæne bankmand, der selv er opdraget med prygl, gennembanker ofte sin 11-årige søn for den mindste forseelse mod familiens stive normer, mens den lidt vege mor forsøger at mægle. David elsker trods alt sine forældre, og først da volden accelererer, så han må indlægges, erkender drengen, at han ikke kan leve i evig angst og betror sig til lægen, så behandlingen ikke blot af en brækket arm, men af en hel familie kan begynde. Forfatteren kender vi fra bøgerne om Kwiatkowski, og også når han er ude med et alvorligt budskab, viser han, at han forstår drengeliv og drengedrømme. Davids loyalitetskonflikt skildres med stor forståelse, for forældrene er jo ikke et onde, men svage personligheder, der aldrig har lært forældrerollen. Bogen kan selvlæses fra ca. 10 år, men har især værdi som katalysator til bearbejdning af lignende problemer.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. juni 1996

af

af

Birgit Damtoft (skole)

d. 19. juni 1996

David bærer rundt på en tung byrde. Han kan af henyn til sine forældre - i solidaritetens navn - ikke indvie andre deri. Med morens viden og tilsyneladende - omend angstfyldte - accept bliver David gang på gang brutalt gennembanket derhjemme af faren. Overalt på kroppen er han forslået og forrevet. Han hvirvles ind i et spind af løgne og fortielser. Frustration over altid at måtte søge isolation i forhold til kammeraterne gør hans egen reaktionsmønster begyndende voldeligt. Da en lærer bliver opmærksom på problemet, ruller lavinen. David kommer på hospitalet, og sandheden kommer frem. Forældrene kommer måske for retten. Det er en stærk, men så ond historie, så man ønsker kun, den ikke kan være sand. Ingen plads til menneskelighed, endsige kærlighed er levnet. Forfatteren lader dog glimtvis håbet om en normal tilværelse for David skinne igennem. Personkarakteristikken som helhed er svag/stereotyp, men som bogens hovedperson står beskrivelsen af David stærkt. Bogen kan sprogligt selvlæses fra 5. klasse, men bør indholdsmæssigt vente til 7. klasse.



Informationer og udgaver