Palle Juul-Jensen gik ved årsskiftet af som medicinaldirektør og leder af Sundhedstyrelsen på et tidspunkt hvor en afskedigelsessag var under opsejling. Han beskriver sin 8-årige embedsperiode, der var præget af intriger og magtkampe både internt i Sundhedsstyrelsen og i forholdet til Sundhedsministeriet og de vekslende sundhedsministre. Han giver sin version af en række af de sager, der ofte bragte ham i avisernes overskrifter. Det er Palle Juul Jensens opfattelse, at politikerne i alt for høj grad blander sig på områder, der burde overlades til den sundhedsfaglige kompetence. Meget af kritikken synes veldokumenteret, men ofte overskygger en trang til personlig retfærdiggørelse den berettigede faglige kritik. Og i et centralt afsnit om Palle Juul-Jensen forhold til AIDS-kampagnerne, forlades den saglige argumentation til fordel for en ubehagelig mudderkastning mod navngivne politikere, samtidigt med at han afslører sine personlige fobier over for forskellige seksuelle minoriteter. Jeg mener ikke bogen kan betragtes som noget væsentligt bidrag til debatten om sundhedspolitikken, dertil er dens synsvinkel for personlig. Men den megen forhåndsomtale af de personcentrerede angreb må forventes at give bogen en vis kortvarig efterspørgsel.