Bøger / skønlitteratur til børn / rim

Den nøgne zebra


Beskrivelse


Billedbog. At miste sine striber er alvorligt for en zebra. Lige meget hvor den leder, kan den ikke finde dem igen. Da zebraen forelsker sig i en anden stribeløs zebra glemmer den alle problemerne.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. nov. 1999

af

af

Lis Eriksen

d. 22. nov. 1999

Temaerne i billedbogen for børn fra 4 år er at være anderledes og, at den store kærlighed og lykke kan vende selv de sværeste problemer til noget positivt. Teksten udgøres af oplagte Møllehave-rim med en god rytme, der klinger godt i højtlæsningssituationen, og som giver god mulighed for de små lyttere for at lytte til – og smage på nye ord. Birde Poulsen har illustreret historien med sin gode sans for at udtrykke det essentielle i historien ved at skabe et flot layout, med valg af kraftige farver og med sine dyretegninger, der både er charmerende og udtryksfulde. Målgruppen vil leve med i historien om zebraen, der føler sig helt forkert, da den mister sine striber og dermed sin identitet, og de vil nyde den happy end, der toner frem, da den hvide stribeløse zebra møder den sorte, og de forelsker sig pladask i hinanden, og deres unger – ja, de "fik zebrahud, og så ud som zebraer skal se ud!" Forsideillustrationen tiltrækker øjet med sine zebrastriber og dybrøde baggrund for den hvide, rådvilde og stribeløse zebra, og bagsidebilledet af de to forelskede zebraer og den korte bagsidetekst antyder bogens handling.


Bibliotekernes vurdering

d. 22. nov. 1999

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 22. nov. 1999

Den lille billedbog fremlægger med varm medfølelse både hvor forfærdeligt det kan være at føle sig anderledes og forkert og udenfor, men også hvordan der er håb om liv og lykke for den anderledes også, når modsætningerne til alt held kan mødes og supplere hinanden. Bogen er bedst til oplæsning inden og omkring skolestarten, hvor historien efterfølgende kan genopleves i illustrationerne. Den ret lange tekst om den stakkels stribeløse, helt hvide zebras tunge trængsler i ensomme eftersøgninger inden den møder sin mage, den tilsvarende stribeløse, sorte zebra er rapt og rytmisk fortalt i korte verssatte linier, der to og to rimer på det fornøjeligste og nogenlunde ubesværet. Tekstens strofeløse blokke og illustrationerne i varierede formater er forskelligt sammenkomponeret på hvert opslag. Billederne medfortæller historien med varme malerier, der både skaber stemninger og tilføjer nye synsvinkler til hændelserne. Det er kønne og letopfattelige billeder tæt på det naturalistiske, men ofte med flere motivdele komponeret sammen i ét billede. De er så raffineret skåret til, at også en ren billedlæsning vil opleves som et selvfølgeligt rytmisk forløb med spænding og afspænding omkring sympatien for de anderledes og aparte.