Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Spiralcirklens tempel


Beskrivelse


Fantasy. Troldmanden Niklaron finder frem til fire unge mennesker, der alle har helt specielle magiske evner. Disse unge føres til spiralcirklens tempel, hvor de skal lære at udnytte deres evner rigtigt.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. mar. 2000

af

af

Vera Jensen

d. 2. mar. 2000

Tamora Pierce kendes allerede fra 2 fire-bindsværker: Løvindens sang 1-4 og De udødeligez 1-4. Denne bog er første bind i en ny serie Magiens cirkel. Ligesom de førnævnte værker må denne bog også betegnes som fantasy. Vi befinder os i en ubestemmelig tidsalder i et lige så ubestemmeligt land. Troldmanden Niklaron opsporer fire unge mennesker, der har latente magiske egenskaber og anbringer dem i en slags klosterskole i "Spiralcirklens Tempel". Her lærer de at meditere og kontrollere deres specielle evner. De har alle meget forskellige baggrunde og evner, men udvikler efterhånden et varmt og tæt venskab, som kommer dem til gode i trængte situationer. Det er en uhyre velskrevet og fængende historie, som vil interessere de 10-14-årige – nok især pigerne. De mange intriger og kontroverser er beskrevet med en fin psykologisk fornemmelse. Personerne er skildret, så de føles vedkommende. Deres baggrunde er godt flettet ind i fortælleforløbet, og deres psykologiske udvikling indgår i et fortrinligt parløb med den ydre handling. Et godt bud på en underholdende og meningsfyldt fantasybog.


Bibliotekernes vurdering

d. 2. mar. 2000

af

af

Jesper Holtoug (skole)

d. 2. mar. 2000

Ved første blik på omslaget ligner bogen en discountvare indenfor fantasy-genren. Omslaget har trivi-præg med nyreligiøse undertoner. Men det passer ikke. Tværtimod er første bind af 4-bindsværket Magiens cirkel en spændende og original videreførsel af den genre, som Tolkien satte i gang for snart 70 år siden. Og så er bogen endda velskrevet, uden hang til hæsblæsende tempo eller billige effekter. Omhyggeligt og med sans for den stemningsskabende detalje hører vi om en stor dreng og tre unge piger fra landende omkring Krystalhavet, der bliver ført sammen i Spiralcirklens Tempel af en karismatisk troldmand. De fire børn kommer fra vidt forskellige klasser og har blot det til fælles, at de er utilpassede og uønskede individer - og at de alle er i besiddelse af skjulte magiske kræfter. Ikke vilde, ustyrlige kræfter, men særlige evner, der knytter sig til enten håndværk eller særlige naturfænomener. I templet lærer børnene at disciplinere sig selv og styre deres særlige evner. Selvom børnene hver for sig har lært, at man kun kan stole på sig selv, vokser der ganske langsomt et venskab frem. Tamora Pierce har tidligere skrevet serierne: Løvindens sang og De udødelige. Særdeles velegnet til læsning/oplæsning fra 12-årsalderen – evt. som genre-eksempel i danskundervisningen.