Flere gange tidligere har forfatteren og illustratoren sammen lavet billedbøger der foregår i fjerne lande. Pigen og ålen, 1999, var et eventyr fra Samoa. Nu er det et sagn fra Samoa de fortæller. Det er genfortalt i et enkelt og knapt sprog, tæt på den form sagn sædvanligvis fortælles i. I illustrationerne udbygges handlingen med flere detaljer. De viser naturen, og stedets skikke og levemåde. Illustrationerne er malet med akvarel, og nuancer inden for samme farve glider ind over hinanden. Farverne er med til at understrege det fremmedartede og eksotiske, og personerne er tegnet så de lever. Samlet udstråler tekst og illustrationer de følelser og den dramatik der opstår i sagnet, og den fremmede kultur bliver levende for danske børn fra 4 år. Kongen af Tonga bliver gift med den unge, smukke Miali fra Samoa selvom om hun opdager han har 20 koner i forvejen. Da kongen opsøger hende hver nat, bliver de andre koner jaloux. Ved list og snyd overbeviser de kongen om at hun og hendes veninder er spøgelser. Miali skal brændes på bålet, men netop som det antændes, kommer de flyvende hunde fra Samoa og slukker bålet ved at tisse på det. Frelst vender hun tilbage til Samoa. Derfor er de flyvende hunde hellige der, og må ikke jages.