Der forskes til stadighed i de danske kalkmalerier, og derfor udgives denne nye håndbog, der er en udvidet opfølgning af Niels M. Saxtorph Danmarks kalkmalerier (1997). Axel Bolvig har medtaget de gamle danske landsdele, så der nu også er omtaler af malerierne i Skåne, Halland, Blekinge og Sydslesvig. Opdelingen følger de middelalderlige stifter, hvert stift markeret med en farvekode. For hver kirke er der er faktaboks med oplysninger om beliggenhed, adgangsforhold , maleriernes datering og et kort. Efter oplysninger om kirkens historie og byggestil følger en registrant over alle de malede udsmykninger, og der er en detaljeret beskrivelse og fortolkning af udvalgte motiver. Alle illustrationer er i farver. Bogen indeholder informerende artikler om kalkmalerierne og deres samtid, om restaurering og om billedanalyse, og der er fortegnelser over helgener, motiver og værksteder. Det er en rigtig nyttig lille håndbog, beregnet til at have med rundt til kirkerne. For den, der vil vide mere, henvises der til både litteratur og websteder, bl.a. Nationalmuseets kalkmaleridatabase.