Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Artemis Fowl og det arktiske intermezzo


Beskrivelse


Fantasy. Den 13-årige geniale skurk Artemis Fowls forsvundne far er gidsel hos den russiske mafia, og for at befri ham, må han have hjælp fra sine dødsfjender, feerne i Det Nedre Imperium, men alt har sin pris ...

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. juli 2002

af

af

Elin Søborg

d. 24. juli 2002

2. bind i fantasytrilogien om det nu 13-årige forbryderiske geni, Artemis Fowl, byder på et herligt gensyn med feerne kaptajn Holly Short, kommandant Julius Root, kentauren Foaly og ikke mindst den jordædende og pruttende dværg Smulder Muldwerfer. De bliver af omstændighederne tvunget til at arbejde sammen dels med at nedkæmpe et kupforsøg i Det Nedre Imperium og dels med at befri Artemis Fowl senior, der dukker op som gidsel hos den russiske mafia. Det fjendskab, man forlod hinanden med efter kampen om fe-guldet i bind 1, 2001, er nu vendt til venskab, respekten for hinandens evner har hele tiden været der, og den noget usympatiske helt, Artemis, har fået noget mere positivt og menneskeligt over sig, ja endda af og til noget lidt barnligt/ungdommeligt. Handlingen er elementært spændende, der fortælles med en lun humor hele vejen igennem, og især beskrivelsen af den højteknologiske fe-verden med dens helte og skurke fungerer godt. Omslaget er tillokkende, minder om bd.1, men er her i "sølv" med hentydninger til både teknologien og det arktiske. Måske ikke en ny Harry Potter, men en meget læseværdig og lidt anderledes fantasyserie for børn fra ca. 11 år og op.


Bibliotekernes vurdering

d. 24. juli 2002

af

af

Henrik Munch Halvorsen (skole)

d. 24. juli 2002

Så er den af mange ventede fortsættelse af fantasyromanen Artemis Fowl kommet. Bogen bygger videre på personer og handling fra forgængeren, og det er derfor en fordel, men ikke en nødvendighed, at have læst den. Den 13 år gamle mesterforbryder og superhjerne Artemis finder ud af, at hans far stadig er i live og sætter en redningsaktion i gang, vel vidende at kun et mirakel eller hjælp udefra kan redde ham. Samtidig har feerne store problemer, for nogen har videregivet dum-dum-lasere til småtroldene. Artemis hentes til feernes verden af sin ærkefjende Holly, da han kunne være hjernen bag dette. Det er han ikke, og nu har feerne brug for hjælp. Ærkefjenderne Artemis og Holly må arbejde side om side for at redde feernes verden og for at befri Artemis far. Det er en intens og handlingsmættet fantasyroman, der lever op til første bind i serien. Fortællestilen er flot, humoren er god og tempoet er højt. Handlingen er fordelt på flere sideløbende fortællinger, der klippes sammen som i en film, så det høje handlingsniveau hele tiden holdes. Bogen kan læses fra ca. 6. klasse og vil vække glæde hos mange Harry Potter-fans.