Fantasyroman. I dette 2. bind i trilogien om den besynderlige verden Møggård, som skoledrengen Joe og hans hund Henry pludselig havner i under en tur i den lokale park, venter Joe på, at den ikke så fikse troldmand Randalf den Vise skal finde en trylleformular, der kan sende ham hjem igen, men imidlertid får han brug for både snilde og heltemod, da der øjensynligt er en mere kompetent troldmand end Randalf på spil, og den onde Doktor Pjevs tager stadig flere gidsler i sit forsøg på at gribe magten. Endnu en gang befinder vi os med ophavsmændene til En historie fra Kanten i en crazy fantasyverden, hvor heltegerningerne mere er ups! end overlagte, og hvor det gode famler sig lidt frem i kampen mod en målbevidst ondskab. Men sjovt er det, og både spændende og hyggeligt. "Personerne" og miljøet er vedkommende og logiske indenfor deres univers. Udstyret er lige så flot som i En historie fra Kanten med Chris Riddell's herlige tuschtegninger gavmildt strøet på siderne og et omslag, der formidler både univers og stemning. Til selvlæsning fra ca. 10 år og oplæsning fra ca. 7.