Den amerikanske forfatter debuterede med romanen God i sengen som var en humoristisk skildring af singlelivet. Denne hendes anden bog er en typisk mainstream roman uden de store armbevægelser. Man kan sagtens læse den, men den gør ikke rigtigt nogen forskel. Den handler om to søstre med et problematisk forhold til hinanden og til deres barndom med en psykisk syg mor der døde, og en far der giftede sig med en isdronning. Rose er 30 år, advokat med et velorganiseret liv, men med længsel efter den store kærlighed og lidenskab. Lillesøsteren Maggie er den smukke, der har nemt ved at få korte affærer, men til gengæld med et rodet liv uden hverken uddannelse, arbejde eller - ved romanens start - bolig. En alvorlig krise opstår da Maggie forfører Roses nye kæreste, og de bryder med hinanden. Parallelt hermed hører vi om en ældre kvinde og hendes famlende møde med kærligheden: det viser sig at hun er søstrenes forsvundne mormor, og mange forhindringer skal overstås, før alle finder hinanden. Trods gode intentioner, sniger sig alligevel en vis mat stemning ind over romanen, for forfatteren får det ikke rigtig til at svinge. Personerne får ikke ordentligt rodfæste.