Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Den Blå Djinn af Babylon


Beskrivelse


Tvillingerne John og Philippa skal finde en magtfuld og farlig bog. Men de går i en fælde, og pludselig er Philippa forsvundet. Verdens mægtigste djinn - Den Blå Djinn af Babylon - har sine helt egne planer med hende.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. apr. 2006

af

af

Vera Jensen

d. 11. apr. 2006

Dette andet bind af Lampens børn er kvalitetsmæssigt af samme karat som det første bind. Hvor det første bind gjorde meget ud af personkarakteristikker, har dette bind valgt mere at fokusere på et forrygende og hæsblæsende plot. Den hemmelighedsfulde og magtfulde bog "Salomons grimoire" er forsvundet. Bogen vil være dødsensfarlig i de forkerte hænder, og John og Philippa skal forsøge at skaffe den tilbage. De tager til Ankara og Berlin og ender i Irak. Tyveriet viser sig at være en fælde, og Philippa bliver bortført og ender i et af fortidens store paladser, hvor den blå djinn af Babylon residerer. Det er igen en utroligt velskrevet historie med et virkeligt godt sammenskruet plot. Historien starter stille og roligt, og igennem hele bogen bliver tempoet og spændingen skruet op til det ulidelige. Man bliver hurtigt fanget ind af det særprægede og originale univers af djinner og andre særprægede og fascinerende væsener. Man får udvidet sit kendskab til det meget specielle og særprægede djinn-univers med dets mange regler og ritualer. De mange bipersoner, der er omkring tvillingeparret er i høj grad med til at give historien liv og kolorit. Historien er ikke bare spændende og bevægende, men den har heldigvis også plads til lidt forløsende humor. Denne serie kan i mine øjne ikke undgå at gå hen og blive en klassiker inden for fantasy-litteraturen.