I Berlin 1919 er den spirende revolution foreløbig kvalt og to af hovedskikkelserne: Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg er blevet myrdet. Det mærkelige er, at Rosas lig først dukker frem 4 måneder efter drabet. Det har givet anledning til mange teorier, og Rabbs fremragende roman er et bud på en ny. Kriminalinspektør Nicolai Hoffner efterforsker en stribe tilsyneladende rituelle kvindemord. Et af ofrene er Rosa, men hun fjernes fra lighuset af det politiske politi, og trods mange advarsler fortsætter Hoffner eftersøgningen på morderen og forbindelsen til Rosa. Det er blevet til et sansemættet portræt af en storby i en voldsom smeltekedel og optrevlingen af en gevaldig sammensværgelse med forbindelser til både regeringen og de spirende antijødiske grupper, der bliver kimen til nazismen. Det er en uhyre spændende bog, der absolut ikke ufortjent i sit hjemland er blevet sammenlignet med Philip Kerrs Berlin noir trilogien. For både thrillerelskere og historisk interesserede.