Gribende og lovende romandebut af den 30-årige Henriette E. Møller, der gik på Forfatterskolen 2000-2002. Læs evt. mere om forfatteren på www.henriettem.dk. Historien handler om den 27-årige pige Jelne, der i starten af bogen fuldstændig mister fodfæstet, da hun svigtes af sin kæreste. Hun er alene og ensom, en situation hun kun kender alt for godt. Som 7-årig mistede Jenny, som hun er døbt, sin mor og blev hentet til Jylland af morfaren, der trist sagde til hende, at nu var hun "blewn jelne", en betegnelse og et navn, hun tog på sig. Nu 20 år senere vælger hun at tage tilbage til sit første barndomshjem på Møn. Her bliver hun (i anonymitet) ansat på det samme hotel, som hendes mor arbejdede på, og hvor de begge var en integreret del af den store familie, der stadig bor og arbejder der. Jelne vil finde ud af, hvad der skete med moren og få et svar på det spørgsmål, der har plaget hende i mange år. Begik moren ligesom mormoren selvmord? Langsomt finder Jelne brikkerne til det puslespil, der var hendes tidligste barndom og finder ro og styrke til at se fremad i stedet for bagud. Det minimalistiske sprog er skarpt og letflydende i en stil, hvor den alvidende fortæller ofte holder en mikrofon hen til hovedpersonerne, hvis dialog gengives direkte. En velfortalt og rørende historie med happy ending, som mindede mig om både Vita Andersen, Martha Christensen og Helle Helle.