I 1915 bryder den fattige enke Steinunn op fra sin gård for sammen med sine seks børn at rejse til den største provinsby på Island, Akureyri. Målet for hende er at kunne tjene penge til en uddannelse for alle sine sønner og døtre. Hovedpersonen i romanen er den yngste datter Karitas, der følges gennem tre perioder af hendes liv i årene 1915-1939. Først del omhandler hendes barndom og ungdom og opdagelsen af hendes talent som billedkunstner der fører til, at hun kommer på Kunstakademiet i København. Efter endt uddannelse vender hun hjem til Island, bliver gift og får et vanskeligt familieliv med mange børn på en afsides beliggende gård. Beretningen skildrer Karitas's personlige kamp for at forbinde den traditionelle husmoderrolle med et liv som kunstner, hvilket til slut fører til opbrud for familien. Kompositorisk forbindes familieliv og kunstnerliv ved at romanen består af bredt fortællende kapitler i datid og små mellemkapitler i nutid, som er Karitas's kunstneriske dagbogsskitser. En realistisk og fascinerende fortælling om stærke og insisterende islandske kvinder fortalt med en dejlig form for humor. Romanen er velskreven og har en intens stemning i sine person- og miljøskildringer. I 2005 var romanen nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Forfatteren er journalist og hendes første roman Mågelatter fra 1995 blev udgivet på dansk i 2003.