Adrian Moccels papirer : digte

Sten Kaalø's digtsamling er intet mindre end en lille versroman, hvis fiktive ramme summeres op på ganske få linjer i et digt i bogens start: Sangeren Adrian Moccel er rejst efter sin kone som er stukket af sammen med en musiker til et land, hvor der er krig. Han finder hende, men bliver offer for en bombeeksplosion, som koster ham hørelsen og den ene arm. Han kommer på en institution for handicappede, "Figenhuset", som drives af nonner, og digtene er de "papirer", som bliver til i den efterfølgende rekonvalescensperiode. Digtene har karakter af dagbogsoptegnelser og notater, hvor alt der strejfer jeg'ets bevidsthed i tilfældig orden bliver fæstnet til skriften og papiret: Barndomsminder, natur og ikke mindst den traumatiske oplevelse af at være blevet amputeret både følelsesmæssigt og fysisk. Skriveprocessen bliver en slags erindrings- og helingsproces i Adrians forsøg på at forsone sig med livet og den ulykke, som har berøvet ham hans kunstneriske udtryk. Den overordnede fortælling, digtene er indlagt i, opleves som lidt af en konstruktion, men det forhindrer ikke at der er mange enkelttekster som smukt og livsklogt fastholder de næsten uhørlige og umærkelige vækstpunkter i krop og sind: "Dette ingentings ingenting/ vi bærer rundt på/ en sang vi har skrevet eller hørt/ som ikke synges/ men som er der/ uroen i luften/ efter at fuglen er fløjet/ dén arm som i sin tid greb ud".

Læs hele vurderingen