Og så til mennesket : poesi

Vante lyriklæsere vil finde udfordringer i Hans-Erik Larsens univers. Her er så at sige kun digtene og ordene. Man får meget lidt at vide om forfatteren og på den hvide blanke forside står slet og ret forfatternavn, titel og poesi. Resten må være op til gamle bibliotekariske dyder og det udfordrende arbejde med at formidle digte.

Hans-Erik Larsen (f.1961) debuterede i 1991 med Stemmerne og har siden fået udgivet fire digtsamlinger og senest kender man Alias fra 2000. Hans-erik Larsen er uddannet fra forfatterskolen i 1990 og kan vel karakteriseres som en halvfemser lyriker og semiotiker. Men hans stemme virker forfriskende ny, synes jeg og ihvertfald helt hans egen. Her er umiddelbart tale om svært tilgængelig, næsten filmisk klippet, lyrik som vinder ved flere kronologiske genlæsninger. Herefter finder man mange originale og halsbrækkende billeder som "i elektrochok prikkende på min tå" og indimellem med en fin humor i "den guddommelige kopimaskine". Som i den dobbelttydede titel vrimler digtene med kontraster og metaforer og hvor især det modne jeg kæmper for at finde den rette sammenhæng igen, efter en tilsyneladende nedtur, og med et tilpas element af mavesur selvironi.

Hver moderne lyriker har deres egen stemme og man kan ikke umiddelbart sammenligne med andre tekster i denne sammenhæng. Læsere af Tore Ørnsbo og Per Aage Brandt, eller måske Bo Green Jensen vil måske finde interesse i Hans-Erik Larsens tekster.

En af de digtsamlinger man bør have fra årets høst.

Læs hele vurderingen