Bøger / skønlitteratur til børn

Muselilles (Emily Gravetts) store bog om frygt


Beskrivelse


Billedbog. Om en lille mus, der har fobier for stort set næsten alt. Men der er også en der er bange for den!

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Elisabeth Bennetsen

2007

En specialitet som kan nydes både af børn fra 6 år og voksne i alle aldre. Temaet er forskellige fobier, men det specielle ligger i bogens finish og illustrationer.

Der er kælet for detaljerne i denne smukke engelske billedbog. På forsiden er der gnavet et hul, hvor man ser den lille hvide mus, der bogen igennem præsenterer sine forskellige mere elle mindre skøre fobier: frygt for uhyrer, katte, knive, afløb, snavs - ja faktisk frygt for stort set alt. En frygt, der kun overgåes af tegneren, som på sidste side viser sig at have en meget stor fobi, nemlig musofobi. Men det har nu ikke forhindret hende i at lave en billedbog, hvor hvert opslag er en gennemarbejdet nydelse med collager i form af fotos, plastre, kort der kan foldes ud og sirlige illustrationer, der folder sig ud på lækkert, tykt papir i gulnede farver, så bogen ligner noget, man har fundet på et loft. Det er ikke så meget en oplæsningsbilledbog som en kik-igen-og-igen bog. Forfatteren kendes fra Ulve, 2006.

Bogen er i type i familie med Sigurd cykelpost og alle hans breve af Janet Ahlberg.

"Anmeldofobi" behøver man ikke at lide af, når det gælder en anmeldelse af denne billedbog, for den er både smuk og original og en bog, som man kan vende tilbage til igen og igen og således håndtere sin egen frygt. Men de indsatte kort og fold-ud billeder gør, at dens liv på bibliotekerne bliver sørgeligt kort. Men bortset fra det kan jeg godt tilslutte mig opfordringen på bagsiden: anskaf venligst til Deres bogreol.



Informationer og udgaver