Billedbøgerne om den viljestærke prinsesse er efterspurgte af de 3-6-årige. Det bliver de to nye titler også.
Billedbøgerne har samme format som fx Jeg vil ha ́mine nye sko, 2007, men er nu i stift bind. De lægger sig tæt op ad de tegnefilm, DR1 viser i "Morgenhår". Historierne i bogform fungerer fint og kan sagtens stå alene. De livlige og udtryksfulde illustrationer er tegnet i den velkendte og bevidst enkle streg, i stærke og klare farver. De genkendelige personer og universet bliver levende i den enkle, humoristiske og ofte let overdrevne streg. Billedstørrelsen varierer fra et helt opslag til nærmest vignetagtige billeder. Illustrationen udfylder med baggrundsfarven hele siden, og teksten er trykt på, så layout er roligt. Teksten er skrevet i et livligt, varieret og mundret sprog med megen dialog. I bogen om kælken vil prinsessen have en ny, strømlinet, hurtig kælk. Kongen giver sig efter nogen tid. Prinsessen må dog erkende, at kongen havde ret. Den er for hurtig og farlig til hende. I den om teltet laver prinsessen flere hyggelige telte, som af forskellige grunde ikke dur. I tørrekælderen laver hun verdens bedste telt, et omvendt tørrestativ og et tæppe. For- og bagside gør, at man ikke er i tvivl om indholdet.
Bøgernes udseende og indhold fungerer lige så godt som de andre bøger om den lille prinsesse.
De humoristiske bøger fungerer så fint, fordi en prinsesse er hovedperson, og fordi hendes problemer, reaktioner og løsninger kunne være det lyttende barns egne.