Den store interesse, der efterhånden er blevet for mellemøstlig og arabisk litteratur, kommer forhåbentlig også denne lille perle til gode. Læserne vil få et usædvanligt åbent indblik i livet i det moderne Egypten.
Forfatteren er egentlig tandlæge, men har skrevet både en række politiske artikler og skrifter og skønlitteratur. Denne roman var i 2002 og 2003 den mest solgte arabiske roman og er prisbelønnet. Yacoubians hus er et tidligere palads i Cairo, der nu er opdelt i både luksuslejligheder og små værelser til de fattigste. Her leves et broget liv, som skildres flot og detaljeret. Vi får indblik i både islamisters, ateisters og kristnes liv i et utal af historier, der hovedsageligt handler om kærlighed og erotik og magt og afmagt. Forfatterens sympati ligger stort set hos alle og han har forståelse for både den gamle ateistiske libertiner, den homoseksuelle redaktør og den unge mand, der bliver drevet til jihad, mens Al-Aswany på den anden side absolut intet har til overs for magthaverne. Sproget er flot og farverigt.
Selv om også denne bog sine steder er meget barsk, er den hovedsageligt mere positiv end fx Drageløberen, men den vil ikke skuffe sine læsere.
En meget velskrevet og underholdende roman om det moderne Egypten og dets brogede befolkningssammensætning.