Fagre nye verden - eller? Next er en spændingsroman, som sætter fokus på genteknologi,og hvad der kan ske, hvis teknologien falder i hænderne på skruppelløse forretningsfolk eller forskere, der sjusker med forsøg.
Michael Chrichton har en lang række spændingsromaner bag sig, hvor den mest kendte nok er Jurasssic Park. Som sædvanlig kombinerer han thrillerformen med et aktuelt emne inden for nyere medicinsk forskning, og her drejer det sig om bio- og genteknologi. Her er mange historier i historien, men hovedhistorien drejer sig om Frank Burnet og hans celler. Det har vist sig, at Franks celler er i stand til at bekæmpe kræft, og derfor er der rift om hans celler. Men hvem ejer dem, ham selv eller det firma, som har taget celleprøverne? En anden historie går på opdagelsen af et "modenhedsgen", som ulovligt bliver afprøvet på mennesker. Derudover er der forsøg, der krydser dyregener med menneskegener, og det har de mærkeligste konsekvenser. Blandt andet papegøjen Gerard, som kan tale og tænke og Dave, som er en krydsning mellem en abe og et menneske. Men tilsidst går alle historier op i en højere enhed.
Christian Mørks De ti herskere og Picoults For min søsters skyld er nogle af de nyere romaner, som tager problematikken om genteknologien op.
Selv om Michael Chrichton ind imellem er lidt omstændelig, synes jeg hans roman sætter fokus på nogle vigtige temaer på en spændende måde. Han har helt tydeligt en holdning til problematikken vedr. lovgivningen på området.