Lone Hørslevs anden roman om menneskers liv og drømme i en by i provinsen er pt. et af de mest spændende bud på hvordan ny dansk prosa kan se ud.
I et lille selvbiografisk forord præsenterer LH sig selv som hende der sidste år sammen med sin familie flyttede ind i Ankers hus i en lille by i provinsen. Sammen med dyrlægen Inger-Mai og musikeren Lars, der arbejder som tjener på den lokale kro, er Anker en af de fiktive personer forfatteren giver stemme og sprog i dette på én gang frysende barske og poetisk indlevede portræt af en by i provinsen. Med eminent sans for det talte sprog og dets fortielser, fortalelser og manglende logik "aflytter" forfatteren sine personer i en række indre monloger, der i en uafbrudt tanke- og talestrøm væver sig ind og ud af deres bevidsthed. Kredsende, borende afdækker romanen lillebyens bagside: angsten for at være anderledes og blive udstødt, men går også tæt på "alt det der ikke er ord for": Drømmene, angsten, længslen og lysten.
Romanen vil appellere til læsere af fx Pia Juul, Christina Hesselholdt og Dy Plambeck.
Når man først er fanget ind af stilen og tonen i Hørslevs intense og insisterende prosa er den svær at slippe igen. I hendes udgave af stream of consciousness er der tilsyneladende plads til det hele: Hverdagens banaliteter, erindringsstumper, mediernes nyhedsstrøm, natur og jeg'ets lyster og længsler. Det ser legende let ud, men det skal man ikke lade sig snyde af. Det er stor kunst.