Til store børn fra 12 år. Kendskab til første del Det magnetiske guld er en fordel for ikke at sige en forudsætning. Den omfangsrige bog er trykt er med en meget lille sats der kræver en ihærdig og tålmodig læser som til gengæld bliver taget med på en tour de force på tværs af tid og sted.
Anden del af en planlagt serie på fem bind. De to første er udkommet på forfatterens eget forlag, i efterordet lover han at de tre resterende vil udkomme i en internetudgave, da det sandsynligvis ikke bliver muligt at finansiere en trykt udgave. Handlingen bevæger sig fra et nutidigt København, hvor rammefortællingen udspilles til Yucatanhalvøen hvor en tysk videnskabsmand og en mayaspåmand for mere end 200 år siden udarbejdede et værk af uhyre betydning for nutiden. Men netop som det dukker op, forsvinder det igen. Ligesom i første del spiller Rosenborg Slot en central rolle. Bogen er præget af stor fortælleglæde, ind imellem snubler ideer og indfald næsten over hinanden. Sprogtonen er humoristisk, og forfatteren holder sig ikke tilbage for at tage aktuelle storpolitiske emner som global opvarmning og masseødelæggelsesvåben i Irak under kærlig behandling.
Bogen kan minde om bøgerne i serien Galakse-blafferen der udkom midt i 1980'erne. Der er også lighedspunkter med klassikere som Jules Vernes romaner, hvor intet er umuligt og end ikke fantasien sætter grænser.
En omfangsrig fortælling, hvor det ind imellem kan være svært at holde styr på alle de sidehandlinger, den er opbygget af.