Her er godt nyt til Barbara Vines fans, jeg har nemlig altid troet, at de psykologiske thrillere blev udgivet under Ruth Rendells alter ego, men må her revidere min opfattelse. Er man til de gode gotiske gysere, så kommer der én her.
Rendell er stadig en stringent fortæller, her handler det om to meget forskellige personer, der er lige opslugt i deres egne verdener. Gwendolen Chawcer, over 80, gammeljomfru, bor i et stort victoriansk hus, der er ved at falde fra hinanden, og unge Michael "Mix" Cellini, lejer hos fr. Chawcer og fitnessmaskinereparatør. Han har 2 ting i sit liv: en besættelse af en smuk fotomodel, som han nærmest skygger, og så er han helt vild med seriemorderen John Christie. Fr. Chawcer har aldrig bevæget sig langt fra huset, blev opdraget til at passe sin far, hun gør aldrig rent og lever i fortiden og for sine bøger. Mix er overtroisk, neurotisk, betragter Christie som en helt, og det slår snart klik med fatale konsekvenser. Rendell kan jo noget helt specielt omkring at skildre en morders tankeverden, hvor det ikke bliver til lutter unuanceret ondskab. De 13 trin er Mix' trin ned fra lejligheden, og historien er fyldt med lignende gotiske virkemidler.
Gotisk uhygge møder vi både i Blodlægen, 2004 og Rottweileren, 2006, selvom den sidste starter som almindelig krimi.
Dette er en glimrende "gammeldags" thriller, men også en pageturner i gysergenren.