Forventningerne er store til Jette Kaarsbøls anden bog efter den overvældende succes med Den lukkede bog, og den efterspørges allerede inden udgivelsen. Denne gang er det en nutidig fortælling, men grundlæggende er begge romaner fortællinger om mennesker og deres relationer. Målgruppen er alle, der holder af god dansk litteratur.
Den succesrige arkitekt Laus Lindborgs far dør. Selv om de ikke har haft kontakt i flere år, bliver det anledningen til, at Laus tager orlov og flytter ind på kroen i den lille fiktive jyske by, St. Randing. Laus er ca. 45 år, livsnyder og rodløs. I St. Randing møder han præsten Stig, der er hans diametrale modsætning, præstens unge kone, som han forelsker sig i, og landbyens beboere, der bekræfter hans fordomme. Mødet mellem storbylivets rodløshed og det provinsielle, forpligtende liv starter stereotypt, men nuanceres i takt med at læseren lærer personerne at kende. Synsvinklen er Laus', og fortællingen giver tilbageblik på barndommen alene med en desillusioneret far og det første kærlighedsforhold. Sproget er billedrigt og lidt i konflikt med den minimalistiske arkitekt, men giver læseren mulighed for indlevelse.
I Jeg forbander tidens flod af Per Petterson møder vi også en mand i en midtvejskrise, som det er svært at holde af, mens provinsens skæbner minder mig om Ida Jessens i Hvium.
En flot komponeret, gennemarbejdet roman om det komplicerede samliv mellem mennesker, om nærhed, rodløshed og utroskab.