Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Englens by


Beskrivelse


Fantasy. Valentine henter sin dæmonhær til Idris og Skyggejægerne må kæmpe for deres liv, men de er for få og vil tabe kampen, hvis ikke de overvinder gammelt had og allierer sig med de underjordiske. Samtidigt opdager Clary noget om sin fortid, der vil ændre hendes forhold til Jace for altid!

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. mar. 2010

af

af

Martin W Hansen

d. 18. mar. 2010

Bogen henvender sig til fantasy-elskere fra ca. 12 år der har læst seriens første to bind, og ikke mindst de piger, der lod sig fange af Stephenie Meyers og til dels Anne Rices vampyr-universer.

Dette sidste bind i serien Dødens instrumenter er fantastisk. Atter bliver man præsenteret for en omgang urban fantasy af meget høj kvalitet. Denne gang er der ingen vej udenom den store krig mellem Valentines Dæmonhær og Skyggejægerne. Men der er også plads til overraskelser undervejs - store overraskelser. Især forholdet mellem Jace og Clary tager en spændende drejning, som jeg tror vil vække begejstring hos fans af serien. Jeg har selv følt, at det var svært at vente på dette bind, da jeg langt bedre synes om Clare end Meyer. Men det var ventetiden værd - dette er en meget tilfredsstillende slutning. Sproget er endnu en gang let at læse og meget "ungdomsagtigt". Forsiden er akkurat så flot og lækker at se på som seriens øvrige.

Sammenligningen med Stephenie Meyers Tusmørke-serien ligger lige for, og det vil nok også være det samme publikum den appellerer til. Hvis målgruppen hælder mere til gyser-aspektet, vil jeg mene, at man godt kunne anbefale Geoffrey Huntingtons serie om Den Sorte Vinges Broderskab.

Serien, og dermed også denne gode afslutning, får mine varmeste anbefalinger. Jeg glæder mig meget til, at kunne anbefale det til mine lånere.