Psykologisk thriller med appel til spændingsbogslæsere i bred forstand.
Lisa Ungers første og spændende bog Smukke løgne handlede om mystikken bag hovedpersonens identitet. Samme tema er baggrund for denne nye bog, hvor computereksperten Marcus en dag pludselig forsvinder fra sit ægteskab med New Yorker-forfatteren Isabel. Det viser sig, at han har planlagt sin forsvinden nøje, og at han har levet under falsk identitet i USA. Isabel tager kampen op for at finde ud af, hvem hun i virkeligheden har været gift med i mere end 5 år. Det bliver en barsk tour de force på begge sider af loven i forskellige miljøer og organisationer i USA og Tjekkiet inden det endelige opgør i Prag. Det er en intens og spændende beretning, der fortælles fra skiftende synsvinkler, om bedrag på mange måder, men samtidig et tema, der er velkendt fra både film og andre bøger, og som ikke for alvor udvikler sig helt overraskende.
Ud over Lisa Ungers første bog er der flere andre bud på film og bøger med samme tema. I Davidsens Den ukendte hustru får vi en ikke mindre spændende historie og samtidig med mere substans i historien bag den skjulte identitet.
Spændende fortalt international thriller om bedrag og skjult identitet. Forfatteren Isabel jager i både USA og Tjekkiet sin forsvundne ægtemands sande identitet og sandheden om hans fortid. Den dramatiske historie er fortalt effektivt og elementært spændende uden dog for alvor at overraske.