Bogen er en godbid til dem, der kan lide de store brede skæbneskildringer, med masser af saft, kraft, farver, drama og underholdning.
Forfatteren kendes fra Savannah og Beach music, sidstnævnte fra 1996, så det er længe siden, at læserne er blevet mindet om ham. Conroy skriver i et farverigt, ornamenteret og følelsesmættet sprog. Det kan være hurtigt, vittigt, og det kan være detaljefyldt til randen. Som i de tidligere bøger er handlingens baggrund og til en vis grad fremdrift de ofte voldsomme følelsesmæssige skader, som figurerne har lidt og bærer med sig. Fortælleren Leo fandt som 9-årig sin storebror død efter selvmord, det fik hans tilværelse til at kæntre. Vi møder Leo i 1969, da han er 18 år og møder hele den flok, der bliver så uløseligt knyttet sammen. 20 år efter mødes de igen, de skal lede efter smukke Shebas bror Trevor og bringe ham hjem til behandling for aids. Undervejs ser vi i tidsmæssige spring, hvad der skete med unge, der var af vidt forskellig social, kulturel, racemæssig og religiøs baggrund, vi præsenteres derfor for alle tænkelige konflikter. Men Sydstaterne og særligt byen Charleston indtager nok den vigtigste rolle.
I Beach music mødte læseren lignende familiekonflikter, og man kan ikke undgå at blive mindet om filmen The big chill.
Selvom fortællingen er uhyre ordrig, synes jeg at interessen kan holdes fanget hele vejen.