Er man til konspirationsteorier og hemmelige broderskaber, er Hævnens alkymi fantastisk spændende og fascinerende læsning. Jeg har været meget optaget af den og har haft svært ved at slippe den igen. Et rigtigt godt supplement til den efterhånden store samling af spændende bøger, der er kommet i slipstrømmen af Da Vinci mysteriet.
Hovedpersonen Even Vik mødte vi i De usynlige brødre fra 2008, som Hævnens alkymi er en selvstændig og fantastisk god fortsættelse af. Vik bor i Oslo og er professor i matematik. Han er ikke så social, men et rent geni med matematik, tal og koder, hvilket i første bind bragte ham på konfrontationskurs med et hemmeligt broderskab i forbindelse med gamle hemmeligheder fra Newtons hånd. Broderskabet har overvåget Vik siden og kræver nu, at han gør arbejdet med Newtons hemmeligheder færdigt - ellers vil det gå ud over Viks 7-årige søn. Vik prøver at sno sig, men broderskabet skyr ingen midler og truer ham og hans kvindelige samarbejdspartner på livet, og den tvetydige slutning er rigtig grum. Dansk-norske Kurt Aust (f. 1955) er meget velskrivende, og inden for genren er Hævnens alkymi helt i top.
Der er lidt Nesbø (norsk tristesse) over Hævnens alkymi, lidt Roslund & Hellström (en usympatisk politimand), en hel del Larsson (en Lisbeth Salander-lignende kvinde) og noget Brown (konspirationsteorier). En velfungerende blanding.
Meget vellykket norsk spændingsbog med rigtig mange konspirationer og potentiale for ødelagt nattesøvn.