Læsere til fx historiske romaner fra nyere tid samt af politiske biografier og de klassiske russiske forfattere - eller bare store markante romaner vil være fascineret i lang tid af denne roman.
Den cubanske forfatter er i Danmark især kendt for sin krimi-serie Havana-kvartetten, men lægger med denne bog helt ny bredde til sit forfatterskab. Bogen har været længe undervejs og har krævet omfattende research og en sikker pen for at transformere den politiske baggrund til litterær oplevelse. Historien dækker den revolutionære Trotskijs liv, fra han sendes i eksil af Stalin i 1929, frem til han dræbes i 1940 i Mexico af en udsendt sovjetisk agent. Historien om Stalins terrorregime og personerne som brikker heri fortælles kronologisk skiftende af Trotskij og hans morder, suppleret af en jeg-fortæller, der bringer historien op til nutiden. Fascinerende fortalt, men også så grundigt og detaljeret, at der kræves længere tid end en lektør har at gå i dybden med bogen. Med stort persongalleri, mange elementer og sætninger på op til 12 lange linjer kræver det langsom og grundigere læsning - men helt sikkert givende.
Ud over store politiske biografier og historiske værker samt fx Dostojevskijs romaner har jeg svært ved at finde tilsvarende læsning, men det er heller ikke værst.
Meget omfattende og mindst lige så fascinerende fortalt historie om et totalitært regimes magt og de personlige omkostninger for de engagerede. Kunne været blevet en fagbog, men fungerer flot som roman.