Bøger / faglitteratur / øvelser

Hjælp dit ængstelige barn : trin for trin-guide til forældre


Beskrivelse


Råd og vejledning til forældre der på en engagerende og legende måde ønsker at hjælpe deres børn med at håndtere angstfyldte situationer. Cases illustrerer forskellige type problemer: angst for mørke, vand, bakterier, sociale situationer, separationsangst m.m., og øvelser viser hvordan der kan arbejdes med dem.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. juni 2012

af

af

Lis Pedersen

d. 1. juni 2012

Bogen henvender sig til forældre, hvis børn er ængstelige og bange i så høj grad, at det er belastende for barnet. Bogen kan både bruges af forældre samtidig med professionel hjælp eller alene, hvis barnets angst er mindre alvorlig.

Forfatterne er alle psykologer fra australske universiteter. De har skrevet andre bøger, men de er ikke købt i folkebibliotekerne. I bogen definerer de, hvad angst er, viser hvordan man kan se, at det ikke er naturlig angst, og at denne angst kan tage overhånd. De giver en række cases, som de vender tilbage til undervejs i bogen. Angst kan forstærkes af tanker og følelser, så problemet bliver urealistisk og uoverskueligt. I et kapitel hjælper de forældrene til at få et realistisk billede af barnets angst, og i resten af bogen gennemgår de den model, som de har udarbejdet: En model der beskrives som en stige: Først skal angstens størrelse fastsættes, dernæst laver man sammen med barnet nogle trin på vejen til at afhjælpe angsten. Måske skal der laves mange stiger, eller nogle trin kan gentages for at fastholde det opnåede. Bogen sluttes med flere øvelser og afspændingsøvelser til barnet. Bogen er velskrevet uden brug af fagsprog.

Der er ikke mange bøger om angst til forældre: Snak om angst og depression med børn og voksne i alle aldre, 2011 - en meget let og kort bog - og Når børn er bange, 2006, der er mere udførlig, er de nyeste til forældre. Så denne bog er yderst velkommen.

Det er en relevant bog, som kan anvendes bredt.