Bøger / skønlitteratur / digte

Så vi kan skilles


Beskrivelse


Digte der beskriver et kærlighedsforhold fra forelskelsens begyndelse frem til den livstruende sygdom hos den anden part.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. sep. 2012

af

af

Anne-Meta Lind Brunsborg

d. 21. sep. 2012

Kærlighedsdigte af denne kaliber vil man altid kunne finde læsere til.

L.A. kommer med 45 digte, der tilsammen beskriver et kærlighedsforhold fra den erotiske betagelse i forholdets start til forholdets slutning, formentlig med mandens sygdom og død. Samlingens første digte udtrykker forelskelsens første tid, som eksempelvis i titeldigtet, der slutter med: "lad os gå ind/ i hinandens/ øjne/ bare et øjeblik/ læg din hånd mod/ min hud". Der er digte fra naturen, hvor hav og fjord danner kulisse for de elskende:"...mellem/ lyngplanter/ vindskæve fyr/ hvisker du/ til mig". Der er digte fra rejser i Grønland og Indien og måske andre steder. Efterhånden bliver nogle af digtene mere dystre og antager en mere truende karakter med piskende storm, flænsede trætoppe og sand i ansigtet. Nogle af digtene har karakter af mareridt om dyr og smerter og øde byer. Der er endda enkelte digte om krigen og billeder fra krigens virkelighed, og så kommer digtet "Det er", hvor det bl.a. lyder: "der er/ sygdommen/ i din krop/ fremtiden/ der ikke/ er/ / det er/ det/ at du forlader/ mig/ der gør mig/ bange". Digtene er enkle og minimalistiske uden brug af store bogstaver eller tegn. Det får dem til at stå stærkt i al deres enkelthed.

Man kan sammenligne med Amalie Smiths I civil, der også kom i år. Samme tema, nemlig kærlighedsforholdet, der udsættes for en livstruende sygdom hos manden, er her beskrevet af den modne kvinde.

Et eksempel på hvor meget en lille digtsamling kan fortælle.