En roman om et par dages liv i en familie i 1950'ernes Danmark kan formidles til alle gode læsere.
Forældrene, Lady Gaga og Jakob, og de tre børn er lige flyttet ind i et nyt rækkehus i Nærum. De er på vej i skoven i deres lysegrønne folkevogn. Moderen får den ide, at alle i familien skal opkaldes efter navne fra Peter Plys, så nu hedder de Kængu og Jakob, Tigerdyr, Grisling og Kængubarn. Kængu har opdaget, at hun har giftet sig med den forkerte mand og lider af depression og selvmordstanker. Jakob ønsker at rejse til Indokina. Tigerdyr flytter som 12-årig i kælderen og ønsker kun, at alt skal se så normalt ud som muligt. Da bedsteforældrene inviterer sig selv til te, er det hele ved at gå i opløsning, da man hverken har te eller nok ens kopper. Det hele foregår over to dage i juni 1958. Der er genkendelighed fra S. Brøggers univers og tankegods. Med få og enkle greb har hun skrevet let og underholdende om det komplekse moderne familieliv.
Andre lignende familieromaner er K.M. Guldager. Ulven, 2011 og A.L. Marstrand Jørgensen: Hvad man ikke ved, 2012.
Suzanne Brøgger har skrevet en original og tankevækkende fabel over det moderne familieliv i 1958, det årti, som var spiren til velfærdsstaten, individualiseringen, de psykiske sygdomme, men også det perfekte liv, som alle gerne vil leve, men få kan leve op til. En markant fortællerstemme beretter om udviklingstendenserne, samtidig med at vi får et fint indblik i familiens indbyrdes relationer og psykiske liv.