Novellesamling, der vil kunne læses af en bred skare.
Denne novellesamling er dominikansk-amerikanske Diaz' tredje udgivelse. Han modtog i 2008 Pulitzerprisen for Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv, og de, der har læst hans tidligere udgivelser, vil glæde sig over gensynet med Yunior, den dominikanske papi, der i flere omgange er i et forhold med sin elskede, men igen og igen drives til at være hende utro, for til sidst at lede til det endelige brud. Samlingen kan ses som et udtryk for, at utroskab ligger i menneskets natur, og at den er en del af det komplekse menneske. Især titelnovellen om en utro mand, der indser sit tab, er meget gribende. Han fortæller om sit liv fra år 0, da drømmekvinden går fra ham. Fortællingerne om kærlighed, lidenskab og utroskab er skrevet med humor og realisme i en uimodståelig, uhøjtidelig og underholdende stil. Sproget er eksplicit og virker meget troværdigt i forhold til tematikken i novellerne. Som en lille ekstra hjælp til læseren, er der til slut en ordliste over de latinamerikanske gloser, der er anvendt i bogen.
Diaz kan tematisk og i skrivestilen sammenlignes med Raymond Carver.
Underholdende og uhøjtidelig novellesamling om kærlighed, lidenskab og utroskab skrevet i et eksplicit sprog, der vil kunne læses af de fleste.