Hvordan jeg blev nonne

Romanen skal formidles til voksne læsere. Idet fortællingen både foregår på et fantasi- og virkelighedsplan, anbefales den til lidt dygtigere, opmærksomme læsere.

Forfatteren skriver bogen som en biografisk jegfortælling, men denne første antagelse problematiseres af, at jeg konstant skifter mellem at være en pige og en dreng. Barnets far tager hende/ham med med ud for at spise en is - denne is er mod forventning det frygteligste i hele verden. Den smager gyseligt og er tilmed forgiftet. Barnets far kommer i karambolage med ismanden og dræber ham. Her holder virkelighedsplanet i historien op og resten af fortællingen handler om barnets fantasiverden og hallucinationsforestillinger. Fortællingen skifter ofte udsigelsespunkt og den ældre fortællerstemme lader os vide, at der er afgrundsdyb forskel mellem hans/hendes selvopfattelse og hvordan verden ser tilbage.

Bogen er ikke helt sammenlignelig med den sydamerikanske magiske realisme, fordi der her er tale om hallucinationer. Dog minder skrivestilen stadig om forfattere som Roberto Bolaño, især Nocturne fra Chile eller Junot Diaz, uden dog at nå denne i hverken sproglig kækhed eller kulturelle referencer.

God, velskrevet, kort bog om en pige eller drengs hallucinatoriske refleksioner efter tvangsindtagelse af forgiftet is. For erfarne læsere med smag for sydamerikansk litteratur.

Læs hele vurderingen