Denne fine artikelsamling om forfatteren Willy-August Linnemann er fortrinsvis til litterater, studerende og undervisere på litteraturfag. Enkeltvis kan artiklerne bruges i studiekredse og undervisning fra gym.niveau og op.
Willy-August Linnemann (1914-1985) var en af 1960'ernes mest roste og læste danske forfattere. Siden er der blevet stille om hans navn. Hovedværket er Bogen om det skjulte ansigt, 1958, som er første bind i de fem bind Europa-fortællinger. Linnemann var dansksindet sydslesviger, og det flerkulturelle præger hans forfatterskab i en bevægelse fra det nationale til det europæiske, funderet i det eksistentielle. Giver det ham en ny aktualitet, eller er han utidssvarende? Det spørger flere af artiklerne om. De indkredser forfatterskabet fra forskellige vinkler og gør det godt. Skribenterne er litterater og forskere, de formidler stoffet på en forståelig og engageret måde uden at servere et entydigt svar på forfatterskabets aktualitet i dag. Men de får det til at virke vedkommende, ikke mindst på grund af vor tids fokus på litteraturens steder og på bevægelsen fra det nationale til krydsfeltet mellem det lokale og det globale.
Vi oplever øget interesse for andre forfatterskaber, der har ligget underdrejet i perioder, fx Martin A. Hansen, så mon ikke vi også får Linnemann genudgivet.
Vellykket artikelsamling om forfatteren Willy-August Linnemann med fornem formidling af forfatterskabet og måske en begyndelse til ny interesse for det. Mest for fagfolk.