Hvor meget kan et menneske holde til og så alligevel komme ud som en hel person på den anden side? Tina Campbells selvbiografi er ikke for sarte sjæle. Bør læses af alle fagpersoner, der arbejder med udsatte familier.
Tinas forældre møder hinanden på en lejr for handicappede, hvor faderen er hjælper. De forelsker sig, men da Tina og hendes lillesøster kommer til, bliver faderen frustreret, misbruger og voldelig. De flytter fra ham hen i nærheden af mormoderen, der er en fast person i tilværelsen, hvor pigerne må klare alt for moderen, der er hjerneskadet. Der er ikke megen voksenopmærksomhed at hente, heller ikke Tinas gigtsygdom får nogen opmærksomhed, hun udsættes for mobning og seksuelle overgreb, men klarer sig igennem på trods. Forfatteren har skrevet på sin bog gennem mange år, men har først nu fået mod til at udgive den. Hun er karrierecoach på AAU og tilbyder en række foredrag for fagpersoner, bl.a. om udsatte børn, kronisk sygdom og fleksjob.
En utrolig fortælling om et menneske, der har kæmpet og kæmpet. Da der er så meget stof, bliver det ind imellem lidt opremsende, men man tilgiver det gerne.
En anden stærk bog om et mælkebøttebarn er Zornig - vrede er mit mellemnavn. Tinas bog er mindre professionel men har en ligeså stærk historie.