Romanen Nultid er ikke munter læsning med sine tunge emner og personer, der godt nok er svære at holde af. Men den er også fortættet, udfordrende og en læseoplevelse, man ikke lige ryster af sig.
Svend har forladt Tyskland for at slå sig ned som dykkerinstruktør på Lanzarote. En på overfladen idyllisk eksistens, men forfatteren benytter den solbeskinnede ramme til at udforske voldens og mistroens psykologi med dykningen som en bundløs ramme. Svend er sammen med Antje men indleder alligevel distanceret en affære med Jola, hvis dagbog udgør et parallelt fortællespor. Og Jola skriver dagbogen bevidst fordrejet for at udfordre kæresten Theo. Det hele kulminerer på åbent hav.
Stemningen i Nultid minder sine steder om firser blockbusteren Le grand bleu, der også udforskede forpinte menneskeskæbner på baggrund af fridykningens grænseoverskridende aktivitet. Sine steder minder den om Patricia Highsmith i sine grund-usympatiske egocentriske og dybt sårbare menneskeskildring.
Endnu en roman fra den prisvindende tyske forfatter og debattør, denne gang om intriger, vold, følelsesmæssig afhængighed og udnyttelse. Ikke let læsning men til læsere af forfatterskabet og af bøger, der udfordrer og tvinger til eftertanke.