Bøger / skønlitteratur / roman

Dønningerne


Beskrivelse


Agnete er 67 år og træt af børnenes evige misbilligelse og forventning om, at hun står på pinde for dem som babysitter m.m. Så hun køber en envejs billet til det Spanien, hun holdt ferie i som barn. Det bliver starten på et nyt liv med nye relationer.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. sep. 2014

af

af

Sanne Caft

d. 18. sep. 2014

Romanen Dønningerne handler om at finde sin egen vej sent i livet, at kaste sig i armene på det store ukendte og om at turde stå ved egne valg på trods af omgivelsernes misbilligelse. Målgruppen er nok primært modne kvinder, der heller ikke vil finde sig i omgivelsernes forventning til, at livet over 60 er lig med aftægt og stilstand.

Hovedpersonen er Agnete på 67 år, der ikke vil stagnere i livet eller være underlagt børnenes krav om pasning af børnebørnene og et liv på deres præmisser samt deres udtalte bebrejdelse af forældrenes skilsmisse 27 år tidligere. Hun impulsrejser til Spanien og møder en mand, mens børnenes tager dramatiske valg, der ændrer familiernes relationer for altid. Sideløbende med hendes nye liv i syden, fortælles i tilbageblik og korte erindringsglimt om hendes liv med mand, børn og arbejde. Sproget er på en gang enkelt og poetisk: "Midt i bekymringsmørket er der også lys." Korte kapitler og stor sats gør den nem at læse. Forfatteren er tidligere operasanger, hvilket hendes debutroman, der udspillede sig i Wien og bl.a. handlede om klassisk musik, nød godt af. Hun er også medlem af vokalgruppen "Swing Sisters".

Forfatteren debuterede med romanen Forellekvintetten som på linje med denne er en opfordring til at leve livet. Det handler om dårlig samvittighed og om mod.

Den kedelige forside gemmer på en livsbekræftende stilfærdig historie om en kvinde, der sent i livet tør tage springet og leve livet på trods af familiens misbilligelse. Anskaffes på linje med forfatterens debut.