Stemningsmættet thriller om caribisk narkobaron, der skæbnesvangert krydser spor med en dansk kvinde fra en hjælpeorganisation. For alle som søger en effektiv international thriller.
I Haiti, hvor kaos råder efter det voldsomme jordskælv i 2010, der kostede mere end 250.000 mennesker livet, hersker narkobaronen Micha Collaro. Vicki Salling, der er daglig leder af en hjælpeorganisation og travlt beskæftiget med følgerne efter jordskælvet, krydser skæbnesvangert spor med den magtfulde narkobaron i et plot, som rækker ind over grænsen til nabostaten Den Dominikanske Republik. Jan Larson skriver her sin syvende spændingsroman. Ligesom i Cyklonens øje fra 2010 er den NGO-ansatte Vicki Salling fra Lemvig hovedperson.
Spændende international thriller. I det velgennemførte plot krydser magten og korruptionen interessant klinge med den idealisme, der er en vigtig dynamo for enhver hjælpeorganisation. Jan Larson formår at beskrive et Haiti gennemsyret af kriminalitet og politisk korruption langt fra noget tropeparadis. En thriller, der kun øger Jan Larsons status som effektiv dansk leverandør af internationale spændingsromaner.
Kan sammenlignes med fx Wilbur Smith eller Desmond Bagley. Georg D. Shuman beskriver i krimien Fortabte piger også Haitis korruption.