Tysktime

Siggi er i sit ungdomsfængsel blevet pålagt at skrive en stil om "Pligtens glæder", og han tænker tilbage på sin fars nidkære håndhævning af maleforbuddet mod den lokale maler. Til læsere af tysk litteratur og nutidige klassikere.

Lenz (1926-2014) fik sit internationale gennembrud med "Deutschstunde" 1968, dansk 1970. Siggi sidder i 1954 i et ungdomsfængsel for unge utilpassede på en ø i Elben. Han skal som straffearbejde skrive en stil om 'Pligtens glæder'. Det bliver til en fortælling om livet i marsken i Sydslesvig under 2. verdenskrig, hvor hans far, landbetjenten, med nidkærhed håndhæver et maleforbud udstedt til den lokale maler og ven Max Ludwig Nansen (Emil Nolde). Romanen er en jeg-fortælling med to sideløbende spor i to forskellige tider.

Lenz benytter sig af underspillet ironi, og er eminent god til karakteriserende, og uden fordømmelse, at beskrive sine personers særtræk. Landbetjenten fremstår nærmest grotesk i sin iver efter at adlyde ordrer fra Berlin og at udføre de pligter, han er pålagt. Heroverfor står den frihedselskende og hjertevarme maler, som ved maleforbudet begynder at male "usynlige billeder". Romanen kan forekomme lige vel lang nok.

Oversætteren Birgitte Brix har revideret og opdateret sin fine oversættelse. Lenz er sammen med Heinrich Böll og Günter Grass giganterne i tysk efterkrigslitteratur, og temaet at kunne forvalte fortiden går igen i fx Günter Grass' romaner.

Læs hele vurderingen

Den unge Siggi Jepsen, søn af landbetjenten i Rugbüll, nordligste politistation i Det tredie Rige, sidder i 1951 i ungdomsfængsel på en ø i Elb-mundingen. Han skal skrive en stil om Pligtens glæder, og det udvikler sig til beretningen om hans barndom og ungdom i det sydlige Nordvestslesvig, hvor han som sine ældre søskende blev korsfæstet mellem sin fars pligtfølelse og maleren Max Ludwig Nansens ditto. Landbetjent Jepsen er Berlins forlængede arm, da det gælder at eksekvere det maleforbud, der udstedes mod den berømte maler. Det er ikke en nøgleroman, men det er Emil Nolde, hans miljø og forudsætning, der er skuepladsen: Selv den yderste provins er en del af verdensbegivenhederne. Det turde være en af slutningen af 60'ernes væsentligste tyske romaner om naziårene og de første efterkrigsår. Nolde-skikkelsen - »salonfähig«, parteifähig og endelig entartet - er et kup som inspiration til og grundlag for en beretning om tysk provins, da den var værst, også selv om hovedvægten iskildringen er lagt på modsætningen mellem det uhyggelige pligtmenneske (her: landbetjenten) og den kunstner, hvis ærlighed og talent »tvinger« ham til at stå for et humant og tolerant menneskesyn. Dertil kommer fortællerens egen situation som fange med de muligheder den giver for at »illustrere« Lenz's opgør med fortid og nutid.

Læs hele vurderingen

I revolutionsåret 1968 fik Siegfried Lenz et internationalt gennembrud med romanen 'Tysktime'. Den 21-årige Siggi, som sidder i et ungdomsfængsel ved Elben, skal skrive en stil om »pligtens glæder«. I...

Læs anmeldelse