Prinsessens elskede fugl flyver væk, og hun følger efter den rundt på slottet, for at fange den. Sød og enkel findebog til højtlæsning for 3-5-årige.
En prinsesse har en fugl i et bur, og den synger for hende hver morgen. En dag glemmer hun at lukke lågen, og fuglen flyver væk. Hun prøver at fange den, men den flyver rundt på hele slottet og til sidst ud i haven, hvor de andre fugle er. Da prinsessen endelig fanger fuglen, vil den ikke synge for hende mere. Hvert opslag har en flap, som kan åbnes, og her ses en halefjer af fuglen og en lille sætning, som afslutter den tekst, som står på siden. På alle opslag bliver læseren bedt om at finde 10 ting fx noder, mus, nøgler og sommerfugle. Forfatteren er ny i dansk sammenhæng.
Dejlig lille historie om en fugls flugt ud i frihed. En meget enkel og poetisk historie for de allermindste med mulighed for dialog når der skal tælles og findes ting på siden. Illustrationerne er spinkle og indeholder mange detaljer, og de leder tankerne hen på kunstneren Bjørn Wiinblad. Farverne er primært pastelfarver, og de er meget feminine. Teksten er ikke lang, og billedsiden og aktiviteterne med at finde ting, samt det at åbne lågerne, er det bærende i bogen. Sød lille findebog til de yngste læsere af prinsessebøger.
Illustrationerne og fuglen som symbol på frihed minder om Azizi og den lille blå fugl.