Bøger / skønlitteratur / roman

Uhyre


Beskrivelse


Efter at have brændt alle broer bag sig, rejser et yngre ægtepar og deres husven til Skotland for at finde Loch Ness uhyret. Mødet med de lokale og udfordringer med deres forehavende, penge og krigen bliver en prøvelse, men under det hele venter kærligheden.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. juni 2016

af

af

Maria Björnsdóttir

d. 2. juni 2016

Roman der foregår i USA og Skotland under sidste del af 2. verdenskrig. Kærlighed, bedrag, historie og Loch Ness uhyret. Denne roman rummer det hele og appellerer derfor bredt.

Et amerikansk overklassepar og deres trofaste husven kammer en nytårsaften så eftertrykkeligt over, at de kun har én mulighed tilbage: At trodse krigstiden og rejse over Atlanterhavet på et stort fragtskib og forsøge at finde Loch Ness uhyret og dokumentere dets eksistens. Et ærinde den enes far mislykkedes med og blev vanæret af for år tilbage. Rejsen ændrer dem alle og intet bliver som før.

En fortælling med mange spændende elementer og et rigt persongalleri. Hovedpersonen opdager nye sider af sig selv og sin ægtefælle og må træffe nogle modige og farlige valg. På den måde både en kærlighedsroman, en historisk roman, en slægtshistorie og en udviklingsroman, krydret med gæliske ord og fint troværdigt sceneri, både i USA, på vej med skibet og i Skotland. Mange alvorlige emner såsom krig, homoseksualitet i 1940erne, sindssygdom, kvinders rettigheder, overtro og sagnfigurer, vold og narkomani/alkoholisme er flettet ind i historien. Appellerer bredt.

Forfatteren har tidligere skrevet den populære Vand til elefanterne, der også blev filmatiseret. Kan ellers minde om Lucinda Riley og Kate Mortons forfatterskaber.