Bøger / skønlitteratur / roman

Mens alligatoren griner


Beskrivelse


Jeg-fortælleren Matthias ser tilbage på sit liv for at forstå de begivenheder, der formede hans liv. En tragisk familiehistorie væves sammen med det tyske efterår, der var præget af terroranslag fra Rote Armee Fraktion (RAF), og tiden efter.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. jan. 2017

af

af

Thomas Ry Andersen

d. 9. jan. 2017

Tragisk familiehistorie væves her sammen med det tyske efterår, der var præget af terroranslag fra Rote Armee Fraktion, og tiden efter. For læsere af tysk litteratur og litterære thrillere.

Romanens jegfortæller Matthias ser tilbage på sit liv for at forstå de dramatiske begivenheder, der formede ham. Som 15-årig holder han sommerferie sammen med sin mor på den tyske ø Sild, hvor hans hjerneskadede lillebror er i pleje. Han forelsker sig her i broderens plejer, den lidt ældre Martha. Nogle år senere mødes de to igen på universitet i Berlin. De indleder et forhold, og Martha introducerer Mattias for sine venner, der tilhører en radikal gruppe, sandsynligvis med tilknytning til Rote Armee Fraktion. Først sent går det op for Matthias, hvad der foregår, og det får dramatiske følger. Romanen blev nomineret til Leipziger Buchpreis.

En velfortalt roman, hvor forfatteren også gør sig visse historiefilosofiske overvejelser, men alligevel letlæst og spændende som en thriller. Den springer i tid og sted og strækker sig over mere end tre årtier. Det kan virke en anelse konstrueret, når tråde fra det nazistiske eutanasiprogram, en kærlighedshistorie, familiehemmeligheder, forræderi og tiden med Rote Armee Fraktion i 70'ernes Tyskland og tiden efter murens fald, skal samles. Men alt i alt en glimrende læseoplevelse.

Jens Christian Grøndahl behandler samme emne i Røde hænder.